Oplev - 11. juli 2021 kl. 07:13 Af Lene C. Egeberg
Liselund Slotspark på Møn, med sit tilhørende miniature »lystslot«, er et af de bedste eksempler, vi har herhjemme på en romantisk have, og anlægget bliver hvert år besøgt af tusindvis af mennesker.
Siden maj i år har haven imidlertid haft et ekstra element - og det vil den have hver måned i det kommende år, med skiftende kunstneriske og kulturelle indslag parret med samtaler på tværs af genrer.
Bag det årelange initiativ står foreningen Liselund Laboratorium, som blev oprettet til formålet på initiativ af Lise Langvad. Som nabo til slotsparken blev hun særligt inspireret, da Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, for nogle år siden besøgte Liselund Slotspark og i tv-serien »Ranes Museum« straks udbrød, at her skulle der da ske noget.