Hans Mortensen
Man ved, at man er kommet på højskole, når en diskussion om tilstanden i det borgerlige Danmark begynder med den marxistisk inspirerede Frankfurterskoles filosof Theodor Adorno. Man ved, at begrebet borgerlighed skal have en rystetur, når det er statsminister Mette Frederiksen, der bliver fremdraget som konservatismens aktuelt bedste håb.
Rønshoved Højskole ligger så sydligt i landet, som man næsten kan komme. Der er udsigt over Flensborg Fjord med gammeldansk idyl til alle sider. Herfra udgår tænketanken Rønshovedgruppen, bestående af en række værdikonservative forfattere og universitetsfolk. Her dyrkes klassisk konservativ borgerlighed.