Der er prominente personligheder på lærredet i Albertslundbiograferne
Albertslund Posten - 25. juli 2021 kl. 06:59
Af Jørgen Brieghel
Tre markante personligheder spiller hovedrollerne i ugens film i Albertslundbiograferne. Dog ikke på en gang - men i hver deres film.
Den første er Billie Holiday. Filmen 'Billie' er et inciterende møde med en af verdens største og mest sagnomspundne jazzsangere - og begivenhederne i hendes korte, turbulente liv.
Filmen er fortalt gennem en af hendes største fans, Linda Lipnack Kuehl, som i 1971 påbegyndte arbejdet på en omfattende biografi om Holiday.
Over en periode på otte år optog hun over 200 timer interviews med dem, som kendte hende bedst, heriblandt Charles Mingus, Tony Bennett, Sylvia Syms og Count Basie.