Allerød - 21. juli 2021 kl. 07:11
Af Camilla Bjørkman Aagaard
Selvom han ikke mødte op til retsmøderne, blev en 22-årige mand kendt skyldig i at have truet en sagsbehandler i Allerød Kommune på livet, da sagen var for retten i juni.
Han var tiltalt for den 3. november sidste år omkring klokken 13 under en telefonsamtale med den pågældende sagsbehandler at have sagt: »Du er fucked up, og jeg vil dræbe dig, og jeg vil finde din adresse«.
Af dombogen fremgår det, at sagsbehandleren i retten forklarede, at hun havde hjulpet den tiltalte, der har været afhængig af heroin, siden han var 17 år, med at komme i misbrugsbehandling. Den 22-årige havde dog afbrudt forløbet og genoptaget det igen. Dagen inden telefonsamtalen ville han dog ud af behandlingen igen, fordi han mente, at han selv kunne klare at trappe ud af sit misbrug.