Og bageren havde god grund til at gøre sig umage.
- Bystyret kunne uddele bøder til en bager, der ikke lavede godt brød. Første gang kostede det en-to rigsdaler, anden gang seks-syv rigsdaler, og tredje gang blev han dyppet i gadekæret, siger Charles, og fortæller, at museet har et maleri, hvor bageren sidder i et bur og bliver dyppet til landsbyens store morskab.
- Der var mange små bagerlaug, der mødtes og diskuterede priser, rakkede hinanden ned og drak hinanden fulde, fortæller han, men én ting var de etablerede bagere enige om. De ville ikke have for meget konkurrence.
En mølle måtte kun opføres og drives efter, at mølleren havde fået næringsret af kongen.
I 1683 gik Christian den 5. s Danske Lov et skridt videre og indførte såkaldt Mølle- tvang, som ved lov tvang kronens bønder til at få malet deres korn på angivne møller.
- Mølleren har altid været en betydelig person, for man var afhængig af at kunne få malet sit mel, siger Rolf Kjær-Hansen.
Men efter grundlovens indførelse i 1849 blev »privilegiet« kritiseret af især selvejerbønder, som ønskede at bygge deres egne møller, og i 1852 blev både privilegiet og mølletvangen ophævet med en 10-årig overgangsperiode.